Havnebeskrivelse

Nappedam er en kategori-A havn.

Nappedam Lystbådehavn har godt 200 faste bådepladser og en del gæstepladser. Man kan som gæst også benytte havnens faste pladser, hvis skiltet på pladsen er grønt. Her er desuden en stor kajakafdeling, jollefdeling og slæbested (kun for medlemmer). 

Der findes el, vand og trådløst internet på alle broerne, samt moderne bade- og toiletfaciliteter ved klubhuset, som står til fri afbenyttelse for gæstesejlere. I klubhuset forefindes TV, radio samt pc med adgang til internet. De blå cykler, der står på havnen, kan gratis benyttes af gæstesejlere.

Der er mulighed for at købe dieselolie på havnen. 

Nappedam Lystbådehavn er bygget, bliver vedligeholdt og ejes af medlemmerne. Havnen er bygget op omkring den tidligere anløbsbro, som blev brugt af såvel dampskibsruten, der sejlede på Århus Bugt, som af mindre fartøjer, der sejlede med korn og kunstgødning. Nappedam var dengang Danmarks mindste trafikhavn. Kong Christian X holdt meget af at ligge for anker i Egens Vig med "Dannebrog". Det skete også, at "Dannebrog" lagde til ved kajen i Nappedam. Ser man havnen i dag, er det svært at forestille sig så store skibe har kunnet besejle havnen.

Nappedam har en vagtordning, hvor medlemmerne på skift har én årlig vagt. Vagten er etableret som en præventiv ordning mod tyveri og hærværk. Derudover er den også en venlig gestus overfor gæstesejlere, der altid kan komme i kontakt med en person, der kender havnen og dens faciliteter. 

Der er fra havnen kun 3 km til Rønde midtby, hvor der findes flere dagligvarebutikker samt et væld af specialbutikker og spisesteder. Man kan cykle eller gå der til ad cykelsti eller gennem de smukke skove, eller man kan tage bussen. 

Ved havnen afgår bus til Rønde, Ebeltoft, Mols og Århus. Der er cykelsti til Rønde og Mols. 

Havneinfo

1. Havnekontor, klubhus, toilet, bad, grill
2. Dieselolie (salg kun efter aftale), slæbested 
3. Legeplads
4. Gæstepladser
5. Jolle- og kajakhuse, toilet
6. Jolle- og kajakrampe 

Havnelods 

Læs også om havnen her - klik på link'ene: 

Den danske havnelods 

Havneguide.dk